`

Hårfagers stemme - En stenalderfortælling om hellige steder og kulturmøder

Hårfager kaldte de hende. Det betyder hende med det smukke hår. Hvis de da ikke kaldte hende for Jægertøsen. Men det var kun, når de troede, hun ikke hørte dem. Ja, for hun var jo af jægerfolket. Ildkraft og hans far havde fundet hende grædende inde i en lysning langt inde i skoven. Hun var måske ti vintre gammel. Hun sad på jorden og var i færd med at grave en grav til sin far…

En gribende fortælling om at miste og blive en tålt fremmed. Om at lytte til forfædrenes stemmer i ens drømme. Om at takke guderne for alt dét, som er, og alt dét, vi har. Om kærlighedens hårfagre magi…

Forestillingen handler om den rette måde at dyrke sin tro på, og hvordan den enkelte kan blive ekskluderet af fællesskabet, når troen dyrkes forkert. Der er tale om to folk, de omvandrende jægerfolk og de fastboende bondefolk, som dyrker forfædrene på hver sin måde. Ved at flytte problematikken helt tilbage til stenalderen, gøres publikum fri af aktuelle fordomme og kan se på temaet med friske øjne.

Støttet af Kulturministeriet, Kulturregion Fyn, Region Syddanmark, Alfred og Inger Hansens Fond, Folkekirkens skoletjeneste i København og Frederiksberg samt Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.

Forestillingen blev spillet syv gange i Nationalmuseets oldtidsudstilling.


Fakta om forestillingen:

Medvirkende: Anette Jahn, manuskriptforfatter, fortælling, tromme og syngeskål
Instruktør og manuskriptkonsulent: Ellen Bang Dahl
Arkæologisk inspiration: Jørgen Skaarup, arkæolog og tidl. leder af Langelands museum, Eigil Nikolajsen, museumsformidler Østfyns Museer, og Pia Sigmund, historiker.
Forestilling er skrevet med udgangspunkt i arkæologiske fund fra stenalderen i Hulbjerg jættestue på Langeland: Et trepaneret kranium, en krukke med forfædreøjne og en hundehjørnetand, der har hængt i en lædersnor som et vedhæng.

Forestillingen havde premiere I Holmens kirke i 2015, har spillet 7 gange på Nationalmuseet og i utallige kirker.
Produceret i samme serie: Ravperlen fra Mårhøj Gravhøj – indstillet til finalen om den fynske kulturpris 2013. Det var også en stenalderfortælling skrevet og spillet af Anette Jahn.

  Varighed 45-50 minutter (Både opstilling og nedtagning tager 60 min)
  Publikumsalder 9-99 år. Kan spilles for mellemtrinnet, udskolingen eller for voksne.
  Ved skoleforestillinger: Max 80-100 elever.
  Pris kr. 5.000 ex. transport (ved bestilling af to ens forestillinger samme dag: kr. 8.000)
Inkl. undervisningsmateriale.



Undervisningsmateriale:

Forestillingens undervisningsmateriale til 3. - 6. klassetrin er rettet mod historie, dansk, billedkunst og kristendom. De lærer om stenalderen som historisk periode, naturreligion og kulturmøder, og de øver sig i fortælle mundtligt ved at digte videre på Hårfagers historie. Gå til undervisningsmaterialet.


Fra premieren i Holmens kirke 2015, booket af Folkekirkens skoletjeneste i København. Foto: Anita Schulin.


Tilkøb af Fortælleworkshop

Der er mulighed for at få en fortælleworkshop i forlængelse af forestillingen med Anette Jahn. Her digter vi videre på Hårfagers fortælling og prøver kræfter med den mundtlige og sceniske fortællekunst. Kun for en enkelt klasse.

  Varighed workshop: 60 min. for en klasse.
  Pris workshop: kr. 2.000

Download fortællingens lydfil her

Hør fortællingen her

Her kan du gratis downloade fortællingens lydfil.

CD blev støttet og distribueret af Kulturregion Fyn til alle fynske skoler i 2014 sammen med et undervisningsmateriale produceret af Måle Fortælleteater.

Du kan også bestille CD´en her.


Det siger folk…

Tak for en rigtig dejlig oplevelse med fortællingen om Hårfager. Anette spillede fremragende og greb de 100 børn, så der var en utrolig lydhørhed i kirken. Vi følte virkeligt, at vi var bragt 5000 år tilbage i tiden, og samtidig at forholdene mellem mennesker, naturen og det hellige var helt aktuelle og vedrørte også vores liv i dag. Egner sig lige så godt for et voksent publikum
— Tove Fergo, sognepræst og tidligere kirkeminister
Forestillingen “Hårfager” giver eleverne en fin fornemmelse af en ellers fjern historisk periode, og giver dem samtidigt en sanselig oplevelse af, at der er grundmenneskelige tanker og følelser, vi har fælles på tværs af både århundreder og kulturer. Ved at blive opført i kirkerum giver forestillingen en oplagt klangbund for det centrale i kristendommens budskab.
— Helle Krogh Madsen, Folkekirkens skoletjeneste i København
I Nationalmuseets oldtidsudstilling spillede Anette Jahn “Hårfagers stemme” syv gange. Dels for skoleklasser og dels som familie-event. En fantastisk forestilling, der vækkede stenalderen og museets genstande til live for både børn og voksne.
— Marlene Kramm, Undervisnings- og udviklingsansvarlig på Nationalmuseet
En forestilling, som på suveræn vis udfolder alle de fortællekunster samt musikalske og rekvisitmæssige virkemidler, der findes. Mennesker, der har levet for 5000 år siden, gøres så levende, at vi ser, hvad de ser, og føler, hvad de føler. Dette enkle og alligevel totale teater bringer dig ind midt i alle tiders åndelige og kulturelle kamp ud af fremmedgørelse og had og lige hen til kærlighedens allerhelligste sted.
— Bo Scharff, lærer, cand.pæd og præst

PR-materiale

Ønsker du at hente billedmateriale til denne forestilling, som du kan bruge til markedsføring, så kan du hente en samling her.


Kontakt os og få mere information

Navn *
Navn