Måle fortælleteater

TEGNEFORTÆLLING

LÆRERVEJLEDNING

Tegnefortælling styrker:

• Elevernes mundtlige, narrative kompetencer.

• Elevernes mulighed for at forstå samt at forbinde sig personligt med kunsteventyr og folkeeventyr.

• Elevernes kompetencer til at fortolke en tekst kreativt.

• Den enkeltes selvtillid - tillid til at hun kan træde frem og med sin stemme og pen fastholde andres opmærksomhed og skabe indre som ydre billeder og samtidigt underholde.

Tegnefortælling er en æstetisk lærerproces, der får børn / eleverne til at forbinde sig med de gamle fortællinger, og når de tegner husker, fortolker og forstår de dem bedre.

et redskab til at lære mundtlig fortælling

Eleverne lærer som regel hurtigere end de voksne, så allerede efter 2-3 gange, kan mange selv genfortælle historien, og du behøver ikke afspille videoen mere. Hvis du giver dem tid til at lære sansefortællingen udenad, giver du dem mulighed for at lære sig selv en kort, mundtlig fortælling, som de senere kan fortælle på en forældre, søskende eller nabo - bare fordi det er sjovt og rart. Lidt ligesom hvis de havde lært at fortælle en vittighed udenad. Sansefortælling er således et redskab til at øve sig i mundtlig fremstilling og mundtlig fortællekunst.

Tidligere i Norden var tegnefortælling en udbredt, folkelig praksis. Man kaldte det ikke tegnefortælling, men der fandtes en række mundtlige fortællinger, som blev fortalt sammen med en tegning. I sin bog Den afrikanske farm ,1937, gengiver Karen Blixen sådan en gammel, kendt tegnefortælling, Storken. Hun indleder historien således:

”Da jeg var Barn, viste de mig et Billede – et levende Billede, forsaavidt som det blev til og udviklede sig for Øjnene af Tilskueren, medens Kunstneren fortalte. Historien, som hang sammen med Billedet, blev hver gang gentaget i nøjagtig de samme Ord.”

Og så gengiver hun fortællingen ved at skrive teksten og tegne mere og mere af tegningen ude i marginen, og til sidst har hun tegnet formen på en stork. Herefter fortolker hun historien som et billede på, hvad hun betegner som Livets Veje.

Den slags tegnefortællinger var udbredte i den mundtlige fortælletradition, men var ved at blive helt glemt. I 1995 udgav den svenske etnolog Per Gustavsson en samling af disse fortællinger i bogen Ritsagor, Alfabeta.

Igennem årene har Måle Fortælleteater præsenteret fortællemetoden på kurser for pædagoger og lærere, og de har altid fundet det morsomt. Der har nok været enighed om, at fortællingernes indhold lignede hinanden meget og nok ikke var så interessante. Ofte blev en lille mand sendt ud på en tur i et landskab af en slags, og til sidst fandt han sin kat eller hund, hvorfor tegningen blev til en kat eller en hund. Men selve fortællemetoden har kursisterne altid fundet sjov og villet lære at efterligne. De har været optagede af det magiske ved, at de kunne fortælle en kort historie, mens de tegnede fortællingens vej, og at der blev skabt et billede for øjnene af børnene, som de skulle gætte – og bagefter kunne de større børnehavebørn og skolebørnene selv lære at genfortælle og tegne.

Det har inspireret Måle Fortælleteater til at udvikle 10 tegnefortællinger, der bruges i arbejdet med HC Andersen og klassiske folkeeventyr. Et nyt (og gammelt) pædagogisk værktøj til at bearbejde eventyrene, få børn til selv at kunne fortælle et eventyr, styrke fortællekulturen samt understøtte børns narrative kompetencer.

Da det er så enkelt, får børn og unge lyst til selv at prøve at genfortælle historien. Ligesom med sansefortælling, er det som at lære en morsom vittighed, som man har lyst til at fortælle videre til andre.

FREMMER FORTÆLLEKULTUREN

Tegnefortælling fremmer det, Marianne Horsdal, professor emeritas i livsfortælling fra SDU og tidligere medlem af Måle Fortælleteaters bestyrelse, kalder for fortællekulturen i skoler og børnehuse. Ifølge hende ”udvikler arbejdet med fortællinger børnenes ordforråd, sanser, udtryksevne, forestillingsevne og fantasi. Og det udvikler børns evne til at forstå kommunikationens regler for, hvis tur det er til at tale eller lytte imødekommende – og udvikler således lydhørhed.”

Horsdal skriver endvidere, at ”ved at lære at fortælle korte fortællinger lærer børn at skabe sammenhæng og mening. Gennem fortællinger og eventyr får børn mulighed for at leve sig ind i andres oplevelser og erfaringer og stedfortrædende deltage i deres perspektiv på tilværelsen. Det hjælper børn til at skabe sammenhæng og mening i deres egen foranderlige tilværelse. Og det hjælper dem til at leve sig ind i andre mennesker, forstå andre og se dem som medmennesker.” (Marianne Horsdal, Tilværelsens fortællinger, Hans Reitzels Forlag 2017).

At udvikle børns narrative kompetencer er således livsnødvendigt i et demokrati. Og det vil altså sige, at når børnehuse og skoler arbejder med tegnefortællinger, giver det børnene mulighed for at se verden som mere mangfoldig og flertydig. Både deres forståelse af sig selv, af hinanden og af børnefællesskabet bliver beriget af at have adgang til flere perspektiver. Og til et bredere fortællerepertoire. Hertil kommer hele sprogarbejdet, og at mundtligheden understøtter læselysten.

Der er derfor en pointe i stadigt at udvikle nye, inspirerende metoder til at understøtte arbejdet med fortællinger i børnehuse og skoler.

Del gerne det gratis undervisningsmateriale

Undervisningsmaterialet er udviklet med støtte fra Ole Kirks Fond og er derfor gratis. Hvis du har glæde af det, så hjælp gerne med at udbrede materialet ved at like de enkelte videoer og ved at dele links til kolleger. Du kan også abonnere på Måle Fortælleteaters Youtube kanal og på den måde få besked, når vi lancerer nye, gratis videoer.