lagerlöfs egen tekst

Her har du originalteksten til Selma Lagerlöfs fortælling, Skiftingen, fra 1915.

Der er ingen illustrationer, så mens du læser, kan du en gang imellem scrolle tilbage op til videoen her til højre, hvor du kan kigge med i de originale tegninger.

Skiftingen – af Selma Lagerlöf

En troldkælling kom gående gennem skoven med sin unge hængende i en ransel af birkebark på ryggen. Ungen var stor og grim med hår som børster, sylespidse tænder og klo på lillefingeren, men troldkæl­lingen syntes selvfølgelig ikke at der fandtes noget smukkere barn.

Lidt efter kom hun til et sted hvor skoven blev en smule mere åben. Dér gik en vej, hullet og glat af trærødder, og på vejen kom en bonde og hans kone ridende.

Straks troldkællingen fik øje på dem, ville hun liste ind i skoven igen for ikke at blive set af menneskene, men så opdagede hun at bondekonen holdt et barn på armen, og nu kom hun på andre tanker. Jeg vil ligegodt se om menneskebarnet kan være lige så smukt som mit, tænkte hun og krøb om bag en stor hasselbusk der stod lige ved vejkanten.

Men da de ridende kom forbi hende, strakte hun sig i sin iver så langt frem at hestene fik øje på det store, sorte troldehoved. De stejlede og satte af i fuldt firspring. Både bonden og hans kone var ved at blive kastet af sadlen. De udstødte et råb af forskrækkelse, så bøjede de sig frem for at gribe fat i tøjlerne, og i næste øjeblik var de forsvundet.

Troldkællingen skar ansigter af ærgrelse, for hun havde knap nået at kaste et blik på menneskebarnet. Men i næste øjeblik blev hun helt tilfreds igen. Der lå barnet jo på jorden lige for fødderne af hende.

Det var faldet ud af moderens arme da hestene stejlede, men til alt held var det styrtet ned i en bunke tørre blade og var helt uskadt. Det skreg højt af skræk på grund af faldet, men da troldkællingen bøjede sig over det, blev det så forbavset og fornøjet at det brat tav stille og strakte hænderne op for at rykke hende i det sorte skæg.

Der stod troldkællingen helt forbløffet og betragtede menneske­barnet. Hun så på de slanke fingre med de rosenrøde negle, de klare, blå øjne og den lille, røde mund. Hun følte på dets bløde hår, strøg det med hånden over kinden og blev mere og mere forbavset. Hun kunne simpelt hen ikke begribe at et barn kunne være så rosenrødt og blødt og sart.

Straks rev troldkællingen ranselen ned fra ryggen, hentede sin egen unge frem og satte den ned ved siden af menneskebarnet. Og da hun nu så hvilken forskel der var på dem, kunne hun ikke styre sig, men begyndte at stortude.

Imens havde bonden og hans kone fået styr på hestene, og de vendte nu tilbage for at lede efter deres barn. Troldkvinden hørte at de nærmede sig, men hun havde ikke set sig mæt på menneskebar­net og blev siddende ved siden af det lige indtil de ridende næsten var inden for synsvidde. Da tog hun en rask beslutning. Hun lod sin egen unge blive liggende i vejkanten, men menneskebarnet stak hun i barkranselen, smed den om på ryggen og løb til skovs.

Knap var hun forsvundet, før de ridende kom til syne. Det var for­nemme bønder, rige og agtede og ejere af en stor gård i den frugtbare dal neden for bjerget. De havde allerede været gift i flere år, men de havde kun dette ene barn, så man forstår at de var ivrige efter at få det tilbage.

Bondekonen kom et par hestelængder foran manden og fik først øje på barnet der lå ved vejkanten. Det skreg af alle kræfter for at kalde sin mor tilbage, og konen burde allerede af den frygtelige hylen have forstået hvad det var for et barn, men hun havde været så angst for at den lille havde slået sig ihjel i faldet, at hun bare tænkte: Gudskelov at han er i live!

- Her ligger barnet! råbte hun til manden, og samtidig gled hun ned af sadlen og skyndte sig hen til troldungen.

Da bonden kom derhen, sad hans kone på jorden og så ud som en der ikke kan tro sine sanser.

- Mit barn havde i hvert fald ikke tænder som syle, sagde hun mens hun vendte og drejede barnet.

- Mit barn havde ikke hår som svinebørster, klagede hun, og hendes stemme udtrykte en stadig større forskrækkelse.

- Mit barn havde ikke nogen klo på lillefingeren.

Bonden kunne ikke tro andet end at hans kone var blevet vanvittig, og han sprang rask af hesten.

- Se på barnet og sig mig om du kan forstå hvorfor det ser så un­derligt ud! sagde konen og rakte ham det. Han tog imod det af hendes hænder, men knap havde han kastet et blik på det, før han spyttede tre gange og smed det fra sig.

- Det er jo en troldunge! sagde han. - Det er ikke vores barn. Konen sad stadig ved vejkanten. Hun tænkte ikke så hurtigt og kunne simpelt hen ikke få ind i sit hoved hvad der var sket.

- Men hvad gør du med barnet? udbrød hun.

- Kan du ikke se at det er en skifting? spurgte manden. - Troldene har sørget for at vores heste løb løbsk. De har stjålet vores barn og lagt et af deres egne her.
- Men hvor er mit barn så? spurgte konen.

- Det er borte hos troldene, er det, sagde manden.

Nu forstod konen hele ulykken. Hun blegnede som en døende, og manden troede at hun skulle opgive ånden lige på stedet.

- Vores barn kan jo ikke være langt væk, sagde han og prøvede på at berolige hende. - Vi går ind i skoven og leder.

Dermed bandt han sin hest til et træ og begav sig ind i krattet. Konen rejste sig for at gå med ham, men da lagde hun mærke til at troldungen lå sådan at han når som helst kunne blive sparket af hestene der var urolige fordi han var i nærheden. Hun gøs ved den blotte tanke om at røre ved skiftingen, men hun flyttede ham alligevel et stykke til side, så hestene ikke ville kunne nå ham.

- Her ligger den rangle som vores dreng holdt i hånden da du tabte ham, råbte bonden inde fra skoven, - nu ved jeg at jeg er på rette spor. Konen skyndte sig efter ham, og derefter gik de længe rundt inde i skoven og ledte. Men de fandt hverken barn eller trold, og da skumringen faldt på, måtte de vende tilbage til hestene.

Konen græd og vred sine hænder. Manden gik sammenbidt og sagde ikke et ord for at trøste hende. Han var af en gammel og god slægt der ville være døet ud hvis ikke han havde fået en søn. Nu gik han der og var vred på konen fordi hun havde ladet barnet falde ned på jorden. Hun burde først og fremmest have holdt fast på barnet, tænkte han. Men da han så hvor bedrøvet hun var, kunne han ikke bringe det over sit hjerte at komme med bebrejdelser.

Han havde allerede hjulpet hende op i sadlen, da hun kom til at tænke på skiftingen.

- Hvad skal vi gøre med troldungen? sagde hun.

- Ja, hvor blev den af? spurgte manden.

- Han ligger derhenne under busken.

- Der ligger han jo godt, sagde manden og lo bittert.

- Vi bliver da alligevel nødt til at tage den med os. Vi kan ikke lade den blive liggende i vildmarken.

- Jo, det kan vi da godt, sagde bonden og satte foden i stigbøjlen.

Konen syntes egentlig at manden havde ret. De behøvede da ikke at tage sig af troldens barn. Hun lod også hesten gå et par skridt, men lige pludselig blev det umuligt for hende at ride videre.

- Det er jo under alle omstændigheder et barn, sagde hun. - Jeg kan ikke lade det ligge her som føde for ulvene. Du må række mig ungen.

- Det gør jeg bestemt ikke, svarede manden. - Den ligger godt hvor den ligger.

- Hvis du ikke giver mig ham nu, så ved jeg at jeg må gå tilbage hertil i aften og hente ham, sagde konen.

- Jeg tror ikke alene at troldene har stjålet mit barn. De har vist også fordrejet hovedet på min kone, mumlede bonden. Men han løftede alligevel barnet op og overlod det til konen, for han nærede stor kærlighed til hende og var vant til at føje hende i alting.

Næste dag var ulykken kendt i hele sognet, og alle som var erfarne og kloge, skyndte sig til bondegården for at give vise råd og forma­ninger.

- Den der har fået en skifting i huset, skal slå ham med en kraftig kæp, sagde en gammel kone.

- Hvorfor skal man være så hård ved ham? spurgte bondekonen. - Nok er han grim, men han har dog alligevel ikke gjort noget ondt.

- Jo, hvis man tæsker troldungen så længe at blodet løber, så kom­mer troldkællingen farende, kaster ens eget barn til én og tager sit eget med. Jeg kender mange der på den måde har fået deres egne børn tilbage.

- Ja, men de børn har ikke været i live ret længe, indskød en anden af de gamle, og konen tænkte ved sig selv at det middel kunne hun ikke bruge.

Hen ad aften, da hun sad lidt alene i stuen med skiftingen, begyndte hun at længes så voldsomt efter sit eget barn at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Måske burde jeg alligevel gøre det som jeg bliver rådet til, tænkte hun, men hun kunne ikke få sig til det.

I det samme trådte bonden ind i stuen. Han holdt en kæp i hånden og spurgte efter skiftingen. Konen forstod at han ville følge de kloge koners råd og slå troldebarnet for at få sit eget igen. Så er det vel godt at han gør det, tænkte hun. Jeg er så dum. Jeg ville aldrig kunne slå et uskyldigt barn.

Men knap havde manden givet troldungen et slag, før konen styr­tede hen og greb ham i armen.

- Nej, du må ikke slå, du må ikke slå! bad hun.

- Du vil vist ikke have dit eget barn igen, sagde manden og prø­vede på at gøre sig fri.

- Vist vil jeg have det tilbage, sagde konen, - men ikke på denne måde.

Bonden løftede armen til et nyt slag, men inden det var faldet, havde konen kastet sig over barnet, så slaget ramte hende.

- Gud i himlen! sagde manden. - Nu forstår jeg at du vil sørge for at vores barn kommer til at blive hos troldene hele sit liv.

Han stod stille og ventede, men konen blev liggende foran ham og beskyttede barnet. Da kastede manden kæppen fra sig og gik harmfuld og bedrøvet ud af stuen. Han undrede sig siden hen over at han ikke havde gennemført det han ville, trods konens modstand, men der var noget i hende der betvang ham. Han kunne ikke gøre hende imod.

Der gik igen et par dage i sorg og bedrøvelse. Det kan være hårdt nok for en mor at have mistet sit barn, men værre end alt andet er det at have fået det erstattet med en skifting. Det holder hele tiden hendes længsel i live og lader den aldrig falde til ro.

- Jeg ved ikke hvilken mad jeg skal give skiftingen, sagde konen en morgen til manden. - Han vil ikke spise det jeg sætter frem for ham.

- Det er ikke så sært, sagde manden. - Har du ikke hørt at troldene ikke spiser andet end tudser og mus?

- Men du kan da vel ikke forlange at jeg skal gå ud i tudsedammen og hente føde til ham, sagde konen.

- Nej, det forlanger jeg bestemt ikke, sagde manden. - Jeg synes det ville være bedst hvis han sultede ihjel.

Hele ugen gik uden at bondekonen var i stand til at få troldungen til at spise noget. Hun stillede alle mulige gode sager frem rundt om­kring ham, men troldungen græd bare og spyttede når hun prøvede at få ham til at smage på lækkerierne.

En aften hvor det så ud som om han var ved at dø af sult, kom katten løbende ind i stuen med en mus i munden. Da rev bondekonen musen fra katten, kastede den hen til skiftingen og gik hurtigt ud af stuen for at slippe for at se hvordan troldebarnet spiste.

Men da bonden lagde mærke til at konen virkelig var begyndt at indsamle tudser og edderkopper til skiftingen, blev han grebet af sådan en afsky for hende at han ikke længere kunne skjule den. Det var ham umuligt at sige et venligt ord til hende. Men endnu havde hun dog så meget af sin gamle magt over ham at han blev i hjemmet.

Men ikke nok med det. Også gårdens folk begyndte at være uly­dige og respektløse over for konen. Manden lod som om han ikke bemærkede det, og konen forstod nu at hvis hun blev ved med at tage skiftingen i forsvar, ville hun få det hårdt og vanskeligt hver eneste dag som Gud gav. Men hun var nu engang sådan indrettet at når der var nogen som alle hadede, så måtte hun bruge sine sidste kræfter på at komme en sådan stakkel til hjælp. Og jo mere hun kom til at lide på grund af skiftingen, jo mere trofast vågede hun over ham for at intet ondt skulle vederfares ham.

Et par år senere sad bondekonen en formiddag alene i stuen og syede lap på lap på en barnekjole. Ak ja! tænkte hun mens hun syede. Den der er nødt til at blive ved med at sørge for et fremmed barn, har ingen gode dage.

Hun syede og syede, men hullerne var så store og mange at hun fik tårer i øjnene da hun så dem. Men så meget ved jeg, tænkte hun, at hvis jeg måtte reparere min egen søns blusekjole, så ville jeg ikke tælle hullerne.

Jeg har det meget hårdt med skiftingen, tænkte bondekonen da hun fik øje på et hul til. Det var bedst hvis jeg tog ham med så langt ud i skoven at han ikke kunne finde hjem, og lod ham blive der.

Det er jo sandt at jeg ikke behøvede at gøre mig så megen umage for at slippe af med ham, tænkte hun videre lidt efter. Hvis jeg bare lod ham ude af syne et øjeblik, så ville han drukne i brønden eller brænde op på ildstedet eller blive bidt af hunden eller sparket af hestene. Ja, det ville være en let sag at blive af med ham, så ondskabsfuld og dumdristig som han er. Der er ingen på gården som ikke hader ham, og hvis ikke jeg hele tiden havde ham lige ved mig, var der straks nogen som ville benytte sig af lejligheden til at skaffe ham af vejen.

Hun gik hen og så til barnet der lå og sov i et hjørne af stuen. Det var vokset og var endnu grimmere end da hun så det første gang. Munden var trukket ud som en tryne, øjenbrynene var som to stive børster, og huden var fuldstændig brun.

At reparere dit tøj og våge over dig, det gik vel an, tænkte hun. Det er dog det mindste jeg har måttet stå igennem på grund af dig. Men min mand er blevet ked af mig, karlene foragter mig, pigerne ler ad mig, katten hvæser når den ser mig, hundene knurrer og viser tænder, og du er skyld i det alt sammen.

- Men at dyr og mennesker hader mig, kunne jeg vel bære, udbrød hun. - Det værste er at hver gang jeg ser dig, længes jeg mere end før efter mit eget barn. Ak, mit dejlige barn, hvor er du? Ligger du og sover på mos og kvas ude hos troldkællingen?

Døren gik op, og konen skyndte sig tilbage til sit sytøj. Det var hendes mand der kom ind. Han så glad ud og talte venligere til hende end han længe havde gjort.

- Der er marked i dag inde i kirkebyen, sagde han. - Hvad siger du til at vi tager derind?

Konen blev glad for hans forslag og sagde at det ville hun gerne.

- Gør dig parat så hurtigt du kan! sagde manden. - Vi er nødt til at gå til fods, for hestene er ude i marken. Men hvis vi tager vejen op over bjerget, kommer vi nok frem i tide.

Lidt efter stod bondekonen på tærsklen, fin og pyntet i sit bedste tøj. Det var det rareste der var hændt hende i mange år, og hun havde fuldstændig glemt troldungen. Men, tænkte hun pludselig, måske vil min mand lokke mig bort for at karlene kan få lejlighed til at slå skiftingen ihjel mens jeg er af vejen. Hun gik hurtigt ind i stuen og kom tilbage med den store troldunge på armen.

- Kan du ikke lade den der blive hjemme? sagde manden, men han lød ikke ærgerlig og talte med blid stemme.

- Nej, jeg tør ikke gå fra ham, svarede hun.

- Ja, det er din egen sag, sagde bonden, - men det bliver tungt for dig at slæbe sådan en byrde op over bjerget.

De begyndte nu på deres vandring, men den blev møjsommelig, for det gik stejlt opad. De måtte klatre helt op til toppen af klippen inden vejen drejede over mod kirkebyen.

Til sidst blev konen så træt at hun knap kunne flytte en fod. Gang på gang prøvede hun på at overtale den store dreng til at gå selv, men han ville ikke.

Manden var helt fornøjet og så venlig som han ikke havde været siden de mistede deres eget barn. - Nu må du give mig skiftingen, sagde han, - så bærer jeg den lidt.

- Å nej, jeg kan godt klare det, sagde konen, - jeg vil ikke have at du skal have besvær med troldtøjet.

- Hvorfor skal du være alene om at mase med det? sagde han og tog ungen fra hende.

Lige der hvor bonden tog barnet, var vejen allermest besværlig. Glat og fedtet gik den videre langs kanten af en stejl kløft og var så smal at der knap var plads til at sætte foden. Konen gik bagest, og lige pludselig blev hun bange for at der skulle ske manden noget mens han gik og slæbte på barnet.

- Gå forsigtigt her! råbte hun, for hun syntes at han gik alt for hurtigt og uforsigtigt. Et øjeblik efter snublede han også og havde nær tabt barnet ned i afgrunden.

Hvis barnet nu virkelig var faldet, så var vi sluppet af med det for altid, tænkte hun. Men i det samme forstod hun at det var mandens hensigt at kaste barnet ned i kløften, og bagefter at lade som om det var sket ved et uheld. Ja, ja, tænkte hun, sådan er det. Han har sørget for alt dette for at skaffe skiftingen ud af verden uden at jeg skulle opdage at det var gjort med vilje. Ja, det bedste ville jo også være at jeg lod ham gøre som han vil.

Igen snublede manden over en sten, og igen var skiftingen ved at glide ud af armene på ham.

- Giv mig barnet! Du falder med det, sagde konen.

- Nej, sagde manden, - jeg skal nok være forsigtig.

I samme øjeblik snublede han for tredje gang. Han strakte armene ud for at gribe fat i en gren, og barnet faldt. Konen gik lige bag ved ham, og skønt hun lige før havde sagt til sig selv at det ville være godt at slippe for skiftingen, så styrtede hun nu derhen, fik fat i en flig af troldungens tøj og trak ham op på vejen.

Da vendte manden sig om mod hende. Hans ansigt var nu grimt og fuldkommen forvandlet. - Du var ikke så rask i vendingen da du lod vores eget barn falde i skoven, sagde han hidsigt.

Konen sagde ingenting. Hun var blevet så bedrøvet over at man­dens venlighed kun havde været påtaget, at hun var begyndt at græde

- Hvorfor græder du? sagde han hårdt. - Det havde da ikke været så stor en ulykke hvis jeg havde ladet skiftingen falde. Kom nu, ellers bliver det for sent.

- Jeg tror ikke jeg har lyst til at gå til marked, sagde hun.

- Nå ja, jeg har også helt mistet lysten, sagde manden og var enig med hende.

På vejen hjem gik han og spurgte sig selv hvor længe endnu han skulle holde ud med konen. Hvis han nu gjorde brug af sin styrke og rev barnet fra hende, så kunne alting jo blive godt imellem dem, mente han. Han var næsten helt parat til at begynde at slås med hende om barnet, men da mødte han hendes blik som sørgmodigt og ængsteligt hvilede på ham. Endnu en gang lagde han bånd på sig selv for hendes skyld, og alt blev som det havde været.

Der gik igen et par år, men da skete det en sommernat at bondegår­den brændte. Da folkene vågnede, var stue og kammer fyldt med røg, og hele loftet var et eneste ildhav. Det var hverken muligt at slukke eller redde, man måtte bare styrte ud for ikke at brænde inde.

Bonden var kommet ud på gårdspladsen og stod der og så på sit brændende hus.

- En ting ville jeg gerne vide, sagde han, - og det er hvem der har voldt mig denne ulykke.

- Nå, hvem skulle det være andre end skiftingen? sagde en karl.

- Han har jo i lange tider været optaget af at samle pinde og strå sam­men og har tændt ild i dem både ude og inde.

- I går bar han en dynge tørre kviste op på loftet, sagde en tjene­stepige, - og var i færd med at sætte ild til dem da jeg fik øje på ham.

- Han har sikkert sat ild til dem sent i aftes i stedet for, sagde kar­len. - I kan være sikker på at det er ham I kan takke for hele ulykken.

- Hvis han så i det mindste ville brænde inde, sagde bonden, - så ville jeg ikke beklage mig over at mit gamle hus var gået op i flam­mer.

Idet han sagde dette, kom konen ud af huset med barnet slæbende efter sig. Da styrtede bonden hen mod hende, rev skiftingen fra hende, løftede ham højt op i sine arme og kastede ham ind i huset igen.

Netop da slog ilden ud gennem tag og vinduer, og heden var forfærdelig. Ligbleg af forskrækkelse stirrede konen et øjeblik på manden. Så vendte hun sig om og skyndte sig ind i huset efter bar­net.

- Du kan lige så godt brænde op også! råbte manden efter hende.

Hun kom alligevel ud igen, og skiftingen havde hun med. Hendes hænder var stærkt forbrændt, og hendes hår var næsten svedet af. Ingen sagde et ord til hende da hun kom ud. Hun gik hen til brønden, slukkede et par gnister der glødede i hendes skørtesøm, og satte sig så med ryggen op ad brønden. Troldebarnet lå i hendes skød og faldt snart i søvn, men hun blev siddende rank og vågen og stirrede bedrø­vet frem for sig. En hel masse mennesker ilede forbi hende hen mod det brændende hus, men ingen sagde noget til hende. Alle syntes at finde hende så uhyggelig og afskrækkende at de ikke turde komme i nærheden af hende.

I dagbrækningen, da huset var brændt ned til grunden, gik manden hen til hende.

- Jeg kan ikke længere holde dette ud, sagde han. - Du ved godt at jeg kun nødig forlader dig, men jeg vil ikke længere leve sammen med en trold. Nu går jeg min vej og kommer aldrig tilbage.

Da konen hørte disse ord og så hvordan manden vendte sig bort og gik, syntes hun at det rev og sled i hende. Hun ville skynde sig efter ham, men troldebarnet lå tungt i hendes skød. Hun følte at hun ikke havde kræfter nok til at ryste det af sig, og blev siddende.

Bonden gik den lige vej op mod skoven og tænkte ved sig selv at nu gik han nok denne vej for sidste gang. Men knap var han nået et stykke op, før en lille purk kom løbende imod ham. Han var køn og slank som et ungt træ. Håret var silkeblødt, og øjnene lyste som stål.

- Ak, sådan ville min søn have set ud hvis jeg havde fået lov til at beholde ham! sagde bonden. - Sådan en arving skulle jeg have haft. Det ville have været noget andet end det sorte utyske som min kone har slæbt hjem til gården.

- God dag i skoven! var bondens hilsen. - Hvor skal du hen?

- God dag til dig! sagde barnet. - Hvis du kan gætte hvem jeg er, så skal du få at vide hvor jeg skal hen.

Men da bonden hørte stemmen, blev han helt bleg.

- Du taler sådan som folk af min slægt plejer at tale, sagde han. - Hvis ikke min søn var hos troldene, så ville jeg sige at det var dig.

- Ja, nu har du gættet rigtigt, far, sagde drengen og lo. - Og ef­tersom du har gættet rigtigt, så skal du få at vide at jeg er på vej til mor.

- Du skal ikke gå til mor, sagde bonden. - Hun spørger hverken efter dig eller mig. Hun har ikke hjerte for andre end en stor, sort troldunge.

- Mener du det, far? sagde drengen og så faderen dybt i øjnene. - Så er det måske bedst at jeg foreløbig bliver hos dig.

Bonden følte en sådan glæde over barnet at tårerne var ved at komme frem.

- Ja, bliv du bare hos mig! sagde han, tog drengen i sine arme og løftede ham højt op i luften. Han var så bange for at miste ham en gang til at han vandrede videre med barnet i favnen.

Da de var gået et par skridt, begyndte drengen at tale til ham.

- Det er godt at du ikke bærer mig lige så dårligt som du bar skif­tingen, sagde han.

- Hvad mener du? spurgte bonden.

- Jo, troldkællingen gik på den anden side af kløften med mig på armen, og hver gang du snublede og var ved at tabe skiftingen, var hun også lige ved at falde med mig.

- Hvad siger du? Gik I på den anden side af kløften? sagde bonden og blev temmelig eftertænksom.

- Jeg har aldrig været så bange før, sagde drengen. - Da du ville kaste troldebarnet ned i kløften, ville troldkællingen smide mig bag­efter. Hvis mor så ikke havde været ...

Bonden begyndte at gå langsommere mens han forsøgte at ud­spørge drengen. - Du må fortælle mig hvordan du har haft det hos troldene.

- Det kunne somme tider være hårdt, sagde den lille, - men bare mor var sød ved troldungen, så var troldkællingen sød ved mig.

- Plejede hun at give dig tæsk? spurgte bonden.

- Hun slog mig ikke oftere end du slog hendes barn.

- Hvad fik du at spise? spurgte faderen videre.

- Hver gang mor gav troldungen tudser og mus, fik jeg smør og brød. Men når I satte brød og kød frem til troldungen, gav troldkællingen mig hugorme og tidsler. Den første uge var jeg ved at sulte ihjel. Hvis mor så ikke havde været ...

Da barnet sagde det, vendte bonden helt om og begyndte hurtigt at gå ned mod dalen.

- Jeg ved ikke hvordan det kan være, sagde han, - men jeg synes at du lugter af brandrøg.

- Ja, det er ikke så underligt, sagde barnet. – Jeg blev jo kastet på ilden sidste nat, da du smed troldebarnet ind i det brændende hus. Havde mor da ikke været ...

Bonden fik nu så travlt at han næsten løb, men pludselig blev han stående.

- Nu skal du sige mig hvordan det kan være at troldene har slup­pet dig fri, sagde han.

- Da mor ofrede det som var mere værd for hende end livet, så havde troldene ikke mere nogen magt over mig og lod mig gå, sagde drengen.

- Har hun ofret det som var mere værd for hende end livet? spurgte bonden.

- Ja, det har hun da, når hun lod dig gå for at kunne beholde troldungen, sagde barnet ...

Bondekonen sad stadig på sin plads op ad brønden. Hun sov ikke, men hun følte sig som forstenet. Hun formåede ikke at røre sig, og det som skete omkring hende, så hun lige så lidt som havde hun været rigtig død. Da hørte hun mandens stemme råbe hendes navn langt borte fra, og hendes hjerte begyndte igen at banke. Livet vendte tilbage til hende. Hun slog øjnene op og så sig om som en søvndruk­ken. Det var lys dag, solen skinnede, lærken slog sine triller, og det forekom hende umuligt også på denne smukke dag at skulle være nødt til at slæbe på sin ulykke. Men lige bagefter så hun de forkullede bjælker der lå omkring hende, og en masse mennesker med sodede hænder og ophedede ansigter. Da vidste hun jo at hun vågnede op til et endnu sørgeligere liv end det tidligere, men under alle omstæn­digheder havde hun stadig en følelse af at hendes lidelse nu var til ende. Hun så sig om efter skiftingen. Han lå ikke i hendes skød, og han var ingen steder i nærheden. Havde nu alt været som før, ville hun være sprunget op og begyndt at lede efter ham, men nu følte hun på en eller anden måde at det ikke var nødvendigt.

Hun hørte igen hvordan hendes mand kaldte på hende inde fra skoven. Han kom gående på den smalle sti ned mod gården, og alle de fremmede som havde hjulpet til med at slukke, løb ham i møde og omringede ham. Hun hørte bare hvordan han gang på gang råbte hendes navn ligesom for at få hende til at løbe sig i møde, hun som de andre.

Og stemmen bar budskab om en stor glæde, men hun blev alligevel siddende stille. Hun vovede ikke at røre sig. Endelig stod hele flokken af mennesker omkring hende, og manden skilte sig ud fra de andre og kom hen og lagde et dejligt barn i hendes arme.

- Her er vores søn. Han er vendt tilbage til os, sagde manden, - og det er dig og ingen anden der har reddet ham.

(Kilde: Fortællinger, legender, essays og taler af Selma Lagerlöf, Gyldendal 2009. Billedbogen er udgået fra forlaget)