Den grimme ælling

af Hans Christian Andersen

Teksten

Her kan du læse H. C. Andersens eventyr. Når vi i dag læser H. C. Andersens originale sprog, så kan det godt virke meget gammeldags. men han skrev faktisk i et meget mundtligt sprog, dengang han levede. Altså lidt som når folk talte sammen.

Den grimme ælling

Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer. Kornet var gult, og havren var grøn, og høet stod i stakke på engene. Storken gik rundt på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det havde den lært af sin mor. Rundt om markerne og engene lå der skove, og inde i skovene var der dybe søer. Midt i solskin­net lå en herregård, omgivet af mure og dybe kanaler. Op ad mu­rene voksede høje skræppeblade, og der var lige så vildt derinde som i den dybeste skov.

Her lå en andemor på rede for at ruge sine unger ud. Men det tog så lang tid. Hun var ved at være godt træt af det, og der kom næsten ikke nogen og besøgte hende, for de andre ænder ville hellere svømme rundt i kanalerne end sid­de og snadre med hende.

Omsider knagede det i det ene æg. „Pip!" Og så i det andet. „Pip! Pip!" Til sidst bristede alle æggene, og ællingerne stak de­res små hoveder ud.

„Rap, rap!" sagde moren, og ungerne rappede og så sig om­kring til alle sider. „Hvor er verden stor!" sagde de, og moderen lod dem se alt det, de ville, for grønt er godt for øjnene.

„Er I her alle sammen?" spurgte hun og kiggede rundt. Så fik hun øje på det store æg, der stadig lå der. „Hvor længe skal det tage?" sukkede hun, og så lagde hun sig ned og rugede videre.

En dag kom en gammel and på besøg. „Det ligner et kalkun-æg, det der, der ikke vil revne," sagde den gamle. „Det får du kun ballade med. Lad det hellere ligge og lær i stedet de andre børn at svømme."

Men andemoren syntes, at når hun nu havde ligget der så længe, så kunne hun lige så godt blive liggende lidt endnu. Og omsider en dag revnede det store æg da også.

„Pip!" sagde ungen og væltede ud. Den var så grim og så stor. Andemoren stirrede på den og tænkte, at den nok ganske rigtigt var en kalkununge. Den lignede i hvert fald slet ikke de andre.

Næste dag var det dejligt vejr, og solen skinnede. Andemoren kom frem med hele sin familie og hoppede i vandet med et plask.

Ællingerne sprang i vandet efter hende, en efter en. Deres ben gik helt af sig selv, og når de fik hovedet under vand, dukkede de bare op igen. Selv den grimme, grå unge svømmede med. Den holdt sig rank og svømmede så fint, og andemoren tænkte, at den nok ikke var en kalkun alligevel. Måske var den også køn nok, hvis man kiggede nøje efter, og i hvert fald var den jo hendes egen unge. „Kom med mig,” sagde hun til alle sine unger, „så skal jeg vise jer verden. Men hold jer tæt ind til mig, så ingen tramper på jer, når jeg præsenterer jer i andegården. Og pas på katten!"

Inde i andegården var der en forfærdelig larm og støj. To fa­milier var oppe at slås om et ålehoved, og det endte alligevel med, at katten fik det. „Se, sådan går det i verden," sagde ande­moren, og så gav hun ællingerne besked om at bruge benene og rappe og neje med halsen for den fornemme gamle and med den røde klud om benet. Det gjorde de, men alligevel gloede de andre ænder på dem og sagde højt: „Nu skal vi også havde det slæng rendende! Som om vi ikke var nok i forvejen. Og se den ene æl­ling der! Føj, hvor ser han ud! Ham vil vi ikke have her." Og så fløj en and hen og bed ællingen i nakken.

„Lad ham være!" sagde andemoren. „Han gør jo ikke nogen noget." „Men han er for stor og for mærkelig at se på,” sagde den and, der havde bidt. „Og så skal han ned med nakken."

Nu kom den gamle and med den røde klud til. Den forklarede andemoren, at det var nogle kønne børn, hun havde, men at den ene jo var mislykket. Måske kunne hun lave den om? Andemo­ren svarede, at han jo rigtigt nok ikke var køn, men at han havde et godt væsen og svømmede lige så godt som de andre. Måske oven i købet bedre! Han skulle nok vokse sig smuk med tiden, og måske også blive lidt mindre, så han lignede de andre.

Men den stakkels ælling, der var kommet sidst ud af ægget, vidste ikke rigtigt, hvor han skulle gøre af sig selv. Overalt blev han bidt og puffet og gjort nar af. Både af ænderne og af hønse­ne. Alle syntes, at han var for stor og for grim. Hver dag blev det værre, og selv hans søskende var onde imod ham. Pigen, der skulle fodre dyrene, sparkede til ham, og til sidst sagde også hans mor: „Bare du var meget langt borte!"

Så fik han nok. Han tog tilløb og fløj hen over hegnet og løb, alt hvad han kunne, til han nåede den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå han hele natten og var meget træt og trist til mode.

„Du er vel nok en grim en!" sagde vildænderne, da de våg­nede næste morgen og kiggede på ham. „Men det er lige meget, bare du ikke gifter dig ind i vores familie."

Det havde han nu heller ikke tænkt sig. Han ville bare gerne have lov at ligge lidt og drikke noget mosevand.

Et par dage senere kom to unge vildgaser. „Du er så grim, at vi godt kan lide dig," sagde de til ham. „Vil du med os og være trækfugl?" Pif! Paf! lød det i det samme, og de to vildgaser faldt om i sivene. Vandet blev blodrødt omkring dem. Pif! Paf! lød det igen, og flokke af vildgæs fløj op. En stor jagt var i gang. Overalt var der jægere, og jagthundene kom løbende gennem mudderet. Den stakkels ælling blev meget forskrækket og drejede hovedet for et lægge det ind under vingen, men i det samme stod en stor hund lige over for ham med tungen hængende ud af halsen. Den blot­tede sine store tænder og satte snuden helt ned til ællingen, og så ... så vendte den bare om og gik.

„Pyha!" sukkede ællingen. „Jeg er så grim, at ikke engang hunden gider bide mig."

Sidst på dagen blev der roligt igen, så ællingen turde rejse sig og løbe hen over marken og engene. Det var hårdt, for det blæste meget, men hen mod aften nåede han et lille bondehus. Det var så vindt og skævt, at det så ud, som om det ikke selv vidste, hvil­ken side det skulle falde til, og derfor blev det stående. Døren hang skævt på hængslerne, og der var en sprække, som ællingen kunne mase sig ind igennem. Så det gjorde han.

I huset boede en kone med sin kat og sin høne. Katten blev kaldt Sønnike, og den kunne skyde ryg og spinde. Hønen havde helt små, lave ben, og derfor hed den Kykkelilavben. Om morge­nen bemærkede de straks den fremmede, og katten begyndte at spinde, og hønen at klukke.

Konen kunne ikke se så godt, så hun troede, at ællingen var en fed and, der var faret vild. Nu kunne hun få andeæg, tænkte hun, og så fik ællingen lov at blive på prøve i tre uger. Men der kom ingen æg. Katten og hønen syntes selv, at de tilsammen var forfærdeligt kloge og vidste det meste om alting. Ællingen sagde, at man måske også kunne mene noget andet end dem, men det ville hønen ikke høre tale om. Når ællingen hverken kunne sky­de ryg eller spinde, og han heller ikke kunne lægge æg, så skulle han bare holde sin mund, når andre talte, sagde de.

Ællingen satte sig i hjørnet og blev i dårligt humør. Han kom til at tænke på den friske luft og solskinnet, og pludselig savnede han at flyde på vandet. Han kunne ikke lade være med at for­tælle det til hønen, som rystede på hovedet ad ham og sagde, at han hellere skulle lægge nogle æg og komme på bedre tanker.

„Men det er så dejligt at flyde på vandet," sagde ællingen. „Det er så dejligt at få det over hovedet og dykke ned på bun­den."

„Du er vist blevet skør," sagde hønen. „Spørg lige katten, hvor sjovt den synes, det er at flyde på vandet og dykke. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget."

„I forstår mig ikke," sagde ællingen.

„Jamen, så er der da ingen, der forstår dig," sagde hønen. „Lad være at skabe dig, og vær hellere taknemmelig for, hvad du har

fået. Du sidder i en varm stue sammen med nogen, du kan lære noget af! Men du vrøvler, og det er dumt at høre på. Jeg vil dig det bedste. Jeg fortæller dig sandheder, og det er det, som rigtige venner gør! Se nu bare at lægge nogle æg, og lær at spinde!"

„Jeg tror, jeg går ud i den vide verden," sagde ællingen, og så gik han. Han flød på vandet, og han dykkede ned, men alle så kun, hvor grim han var.

Det blev efterår, og skovens blade blev gule og brune og dansede i blæsten. Luften blev kold, og skyerne blev tunge af hagl og sne. Ællingen frøs og havde det rigtig skidt.

En aften, da solen gik ned, kom en hel flok dejlige, store fugle ud af buskene. De var skinnende hvide og havde lange, smidige halse. Ællingen havde aldrig set noget så smukt. Det var svaner, og de bredte deres vinger ud og fløj væk fra de kolde egne til de varme lande og de store søer. De steg højt op mod himlen, og den grimme lille ælling blev så underligt til mode. Han strakte halsen efter dem, mens han drejede rundt i vandet som et hjul og ud­stødte nogle høje skrig, som han selv blev helt forskrækket over. Da han ikke længere kunne se fuglene, dykkede han helt ned på bunden af søen, og da han kom op igen, var han helt ude af sig selv. Han kunne ikke glemme de fugle. Han vidste ikke, hvad de hed, eller hvor de fløj hen, men han holdt af dem, som han aldrig havde holdt af nogen før.

Vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme rundt i vandet for at forhindre det i at fryse helt til. Men hullet, som han svømmede i, blev mindre og mindre, og til sidst blev han træt og frøs fast i isen.

Næste morgen kom en bondemand. Han hakkede ællingen fri af isen med sin træsko og tog ham med hjem til sin kone, som livede ham op igen. Børnene ville så gerne lege med ham, men ællingen blev bange, fordi han troede, de ville gøre ham ondt. Han for op i mælkefadet, så mælken skvul­pede rundt. Så fløj han ned i truget til smørret og videre ned i meltønden og op igen. Nej, hvor så han ud nu! Konen skreg og slog efter ham, og børnene for rundt og prøvede at fange ham. Heldigvis stod døren åben, så ællingen kunne slippe ud og gem­me sig under buskene i den nyfaldne sne.

Det blev en hård vinter, men det er alt for sørgeligt at fortælle om al den nød og elendighed, som ællingen måtte igennem. Han lå i mosen, da solen begyndte at skinne varmt igen, og lærkerne sang. Det var blevet dejligt forår.

Han løftede sine vinger, og de brusede stærkere end før og bar ham af sted. Inden han vidste af det, var han i en stor have med blomstrende æbletræer og duftende syrener, og ud af bu­skene kom tre dejlige, hvide svaner. Ællingen genkendte de smukke dyr og blev underligt trist til mode. Han syntes, at han var for grim til at flyve hen til dem og turde ikke rigtigt nærme sig. Men når nu han havde det så slemt, ville han alligevel hel­lere hakkes af de smukke fugle end af ænderne eller pigen, der passede hønsegården.

Så han fløj ud i vandet og svømmede hen mod de flotte svaner. De så ham og brusede med vingerne. „Dræb mig bare!" sagde han og bøjede hovedet mod vandoverfladen. Og hvad så han der i det klare vand? Under sig så han sit eget spejl­billede, men han var ikke længere en grim og klodset, grå fugl.

Han var en svane!

Det gør ikke noget, at man er født i andegården, når bare man har ligget i et svaneæg.

Nu glædede han sig over alt den nød og elendighed, han hav­de oplevet. Nu satte han pris på sin lykke og på alt det dejlige omkring ham. De store svaner svømmede rundt om ham og strøg ham med næbbet, og børnene kom ud i haven og kastede brød og korn i søen og råbte: „Se! Der er en ny! Og den er den flotteste. Så ung og smuk!" De gamle svaner nejede for ham, og nu blev han helt flov og gemte hovedet bag vingerne. Han var lykkelig, men han var ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt.

Han tænkte på, hvor­dan han var blevet forfulgt og hånet, og nu sagde alle, at han var den dejligste af de dejlige fugle. Syrenerne bøjede sig ned mod ham, og solen skinnede på ham, og han brusede med fjerene og strakte sin lange hals og jublede: „Så meget lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"

  (H.C. Andersens klassiske eventyr, People`s Press, 2016)