Havfolket
Undervisningsmateriale udarbejdet af Måle Fortælleteater i samarbejde med H. C. Andersen festivalen. Tak for ideer og inspiration fra Folkekirkens skoletjenester i Nordjylland
Målrettet mellemtrinene i fagene dansk, kristendomskundskab og billedkunst. LINK: Fælles mål
Materialet er skrevet til læreren, mens enkelte opgaver kan vises direkte til eleverne.
Introduktion til læreren
3 fortællinger om identitet
Sammen med din klasse oplever du Måle Fortælleteaters forestilling Havfolket, der handler om at have lov til at være den, man er, og også give andre lov til at være sig selv. Som paralleltekster kan I i dansk arbejde med H. C. Andersens eventyr Den lille havfrue og i kristendom med den bibelske fortælling Daniel i Løvekulen. Der kan arbejdes med forløbet på forskellige måder og niveauer. Det afhænger helt af den tid, der er til rådighed, samt klassens generelle niveau. I kan enten arbejde med parallel-fortællingerne før eller efter forestillingen. Hvis I bruger materialet kronologisk, samler I det hele i forløbet med Daniel i Løvekulen.
Den lille havfrue fra 1837 er et af H.C. Andersens længere eventyr, og det er sprogligt udfordrende for mellemtrinnet selv at læse det, mens de fint kan høre det læst højt. Enten kan du selv læse det højt eller vælge en digital version (fx fra Gyldendal med underlægningsmusik).
Daniel i Løvekulen har Anette Jahn fra Måle Fortælleteater gendigtet. Den kan du vise eleverne som en videofortælling på 14 min. Eller I kan vælge at læse den sammen som tekst.
Forestillingen samt Den lille havfrue og Daniel i Løvekulen kredser alle tre om identitetsbegrebet. Gennem arbejdet med personkarakteristik reflekterer eleverne over, hvad det er, som gør os til dem, vi er? Hvad er vi kommet af? Hvad er vores rette element? Og hvad må vi hver især ikke give slip på, hvis vi skal forblive os selv og kunne kende os selv?
havfolket: Et nordatlantisk og nordisk sagn
Forestillingen Havfolket er en fri gendigtning af et inuitsagn fra den arktiske del af Canada. Sagnet bygger på en folkelig forestilling om et sælfolk, som engang har været mennesker. Ved fuldmåne kommer de op på land, smider sælskindet og danser rundt som mennesker.
Sagnet findes i hele det nordatlantiske område i forskellige variationer. Altid handler det om en mand, der stjæler en sælpiges ham og dermed tvinger hende til at gifte sig med ham. Som tiden går, bliver hun syg, finder til sidst sit sælskind og forsvinder tilbage ned under havet igen.
Også i Norge og Sverige findes sagnet, selv i Vestjylland har vi en version. Og på Færøerne er sagnet (Kopakonen) i dag det mest fortalte sagn, ligesom færingene stadig danser historien som balladedans.
Ingen ved, hvor gamle historierne er, på hvilken ø de opstod, eller om det er vikingerne, der har fortalt dem, når deres knarrer sejlede ud til nyt land. Måske er historierne endnu ældre.
Nogle steder tror man i øvrigt, at sælfolket er dem, som er omkommet på havet.
Psykisk vold
I Vesten har vi en udbredt civilisationsforestilling, hvor vi tænker, at vi selv befinder os øverst på en udviklingsstige.
Denne tanke er etnocentrisk, og den udfordres bl.a., når vi ser på, at vi her i landet først i 2019 vedtog en lov, der kriminaliserede psykisk vold.
Derimod har man i århundreder og måske mere advaret om psykisk vold i de gamle sagn, fortalt ude på små øer og oppe i det kolde nord.
Mit sælskind betyder noget for den, jeg er
For Havfolket kan jo også tolkes som omhandlende psykisk vold. Sælskindet kan ses som pigens identitet. Det som omgiver hendes krop og passer på hende. Uden sit sælskind er hun ikke sig selv. Uden sit sælskind kan hun ikke finde tilbage til sit rette element – havet – og til sin familie, venner og sin verden. Manden vil eje hende, og han tager skindet, mod hendes vilje, og gemmer det væk i syv lange år.
Hun forstår ikke selv, hvad der foregår. Hun er ung, og hun har aldrig prøvet at leve med et menneske før, som hun siger. Hun ved ikke, hvad hun skal forvente af et parforhold. De andre kvinder på bopladsen siger også, hun er heldig, da hun venter sig barn. Omverdenen bekræfter således, at alt er godt og normalt.
Hun bliver lykkelig for sin dreng, Ouruk. Og ham fortæller hun historier om sit liv under vandet. Han skal kende, hvor han også kommer fra, og ham kan hun dele sin længsel med.
Men som årene går, bliver hun mere og mere svagelig. Hun kan ikke overleve uden sin ham. Da hun finder sælskindet i stenkisten, skal hun vælge imellem at blive hos sit barn (og snart dø) eller forlade sit barn (og vinde livet tilbage). Hun vælger det sidste, men sørger for, at drengen bliver oppe på land, hvor han er født og hører til. Ved altid at fylde sønnens fiskenet sørger hun til gengæld for, at han aldrig kommer til at sulte. Hun besøger ham, og man kunne sige, at hun velsigner ham med åndelige gaver – han kan fortælle, tromme og synge.
Du må ikke stjæle andres værdighed
Historien vil således sige, at man skal respektere det, som er vigtigt for andre, og som de nødigt vil give slip på. Respekterer man ikke andres grænser (som fangeren ikke gør), slipper man ikke godt fra det.
Og historien vil have os til at tænke over: Hvad er vores sælskind? Hvad afgrænser os fra verden? Hvor går vores grænser? Hvad må en anden ikke tage fra os – Hvis vi vil bevare os selv? - Hvis vi stadig vil være os selv?
Det er de spørgsmål, som behandles i undervisningsmaterialet. I Den lille havfrue må havfruen afgive sin stemme til havheksen for at komme op til prinsen og blive menneske. Man kan betragte havfruens stemme som hendes identitet. Og I Daniel i Løvekulen skal Daniel afgive sin tro, hvis han vil overleve. Her kan Daniels tro ses som hans identitet. En vigtig del af ham, som han ikke vil give slip på.
Sælpigen får stålet sit sælskind, den lille havfrue afgiver sin stemme frivilligt, mens Daniel holder fast i sin tro ved at nægte at knæle for en statue og tilbede andres gud. Fælles for de tre er, at ingen af dem kan leve uden deres identitet.
I stedet for at bruge identitetsbegrebet, kan du tale med eleverne om, at vi alle består af forskellige dele. Og der er dele af os, som vi nødig vil give slip på. Og de kan reflektere over, hvilke dele af sig selv, som de heller ikke vil slippe på.
Identitetsbegrebet hører til i det analytiske sprog, mens fortællingerne behandler identitet æstetisk i et poetisk billedsprog: 1. At miste sit sælskind, 2. at miste sin tunge og 3. at blive presset til at knæle for en statue. Ved at arbejde med fortællingerne og blive i det poetiske billedsprog vil eleverne komme til at forstå identitet på et dybere plan, for billedsproget kan rumme så meget mere end det analytiske sprog. Det vil give dem et fundament til at forstå identitetsbegrebet.
styrk elevernes narrative komtetencer
Opgaverne træner på forskellige måder elevernes narrative kompetencer. De skal fortælle historier på flere måder.
Marianne Horsdal er Professor Emerita hos Syddansk Universitet i livsfortællinger - og medlem af Måle Fortælleteaters bestyrelse - og hun har brugt sit liv på at forske i børns narrative kompetencer. Hun skriver:
“Når elevernes narrative kompetencer styrkes, bliver de gode til at forhandle betydning med andre, og de bliver bedre til empati og til at sætte sig ind i andres perspektiver. Alt sammen nødvendigt for den enkelte elevs trivsel og for at at vi kan leve godt sammen i et samfund. Den gode fortælling er betydningssvanger - kan forståes på mange måder - ligesom livet. Og når eleverne arbejder med fortællinger og får lov til at tænke i det æstetiske billedsprog, lærer de derfor om livets flertydighed.”
(Tilværelsens fortællinger, Marianne Horsdal, Hans Reitzels Forlag 2017)
I kan vælge at arbejde med:
1. Teaterforestillingen (2-3 lektioner)
I efterbearbejder teateroplevelsen og reflekterer over forestillingens budskab. Personkarakteristik og identitet er i fokus, ligesom I arbejder med mundtlig og skriftlig historiefortælling, bl.a. gennem balladesang.
2. Den lille havfrue (2-3 lek.)
Her er fokus på den lille havfrues identitet. I undersøger, hvordan kunstnere gennem tiden har illustreret eventyret og dermed fortolket den lille havfrues identitet. I arbejder med indre billeddannelse og samtaler om, hvor vi får vores forestillinger om havfruer fra. Herunder diskuterer I, om havfruer kan være sorte, som det er tilfældet med Disneys nye spillefilm om den lille havfrue. Endelig sammenligner I sælpigen og den lille havfrues historier.
3. Daniel i løvekulen (2-3 lek.)
I ser fortællingen som en videofortælling i Anette Jahns gendigtning (14 min). I har også mulighed for at læse teksten i stedet for. Herefter lærer I fortællingen udenad i en kort version ved at fortælle den på ryggen af en makker som en sansefortælling (demonstrationsvideo). I reflekterer over fortællingens budskab i forhold til identitet og samler op ved at arbejde med jeres egen personkarakteristik.
Undervisningsmaterialets links:
1. Her finder I opgaverne til forestillingen
