Hvad kan fortælling?

Den gode fortælleoplevelse skaber nærvær og tilstedeværelse. Får os til at mærke, hvad det vil sige at være menneske, og at vi er forbundne med andre mennesker på godt og på ondt.

Vi træder ind i et fælles rum, hvor vi sammen skaber billeder. Fortælleren maler billederne med ord, stemme og krop, og publikum maler videre på billederne i deres indre biograf. Alle ser noget forskelligt. Men bagefter har vi følelsen af at have været det samme sted. At have mødt de samme mennesker. At vi har delt de samme følelser. Og at vi er tændt af de samme værdier.

Fortælling skaber derfor fællesskab og følelsen af, at vi alle er med i den samme store grundfortælling.

Fortælling giver føde til sjælen. Og det er berigende og livsnødvendigt for os som mennesker og som samfund.