


Måle Fortælleteater er en forening dannet i 2008 med det formål at skabe rammer for fortælling lokalt og rundt omkring i landet.
Gennem vores nyhedsbrev kan man holde sig orienteret om vores virke - Tilmeld Nyhedsbrev.
Vi har mere end 250 medlemmer, både lokale og fortælleinteresserede fra hele landet, og alle kan være medlemmer, der er intet kontingent.
Fortælleteatret ligger i en gammel stald på Hytteballegård i landsbyen Måle på Hindsholm nord for Kerteminde. I 2010 støttede Albani Fonden og Kerteminde-LAG, således at vi kunne indrette salen med teaterrammer. Vi har dermed fået egen teatersal.
Vi booker forestillinger ud af huset. Se under Fortællinger og forestillinger.
Og vi skaber større projekter. I 2010 er vi blevet støttet med 530.000 kr. til projektet ”Fynske sagn fortalt ind i nutiden” i samarbejde med Kulturregion Fyn.
Og vi inviterer gennem vores nyhedsbrev til åbne arrangementer i Måle Fortælleteater.
Hvem er vi?
Bestyrelsen består af formand Pia Sigmund (historiker, tidligere folkeskolelærer, forfatter af historiebøger til mellemtrinnet, adskillige integrationsprojekter i Vollsmose), næstformand og lokal ankermand Morten Kromann Nielsen (antropolog), Kirsten Jørgensen (præst i Kerteminde Kirke) og Agnethe Bjørn (leder af Teatret Katakomben i Odense).
Anette Jahn er daglig leder af foreningen Hun er professionel historiefortæller, eventyrdanser, projektmager og uddannet antropolog fra Københavns Universitet. I 2008 vandt hun danmarksmesterskabet i historiefortælling. Hun er godkendt under Huskunstnerordningen og har fået refusion på forestillingen De lange næser.