Askepot og opstandelsen

Et tværkulturelt projekt om børn, unge og sorg

Måle Fortælleteaters projekt Askepot og opstandelsen blev støttet af Den folkekirkelige Udviklingsfond og Alfred og Inger Hansens Fond med samlet 310.000 kr. Det blev afviklet i efteråret 2013 og vinter 2014. Projektet bestod af to forestillinger, som blev spillet rundt omkring i landets kirker, og som stadig kan bookes:

En duft af karry – En indisk Askepotfortælling blev spillet 10 gange for 12-16 årige.

Der findes 3000 nedskrevne versioner af Askepot fra hele verden. Denne er fra Kashmir fra det nordlige Indien. Den fortælles af en fordansket og pinagtig Bollywood-fortæller, og den er noget mere morsom, fræk og makaber end den, vi kender fra Norden... En fortælling om sorg, svigt, nederdrægtig ondskab og kærlighedens kraft.

Fra 13 år og voksne. Undervisningsmateriale og CD inkluderet.

Læs mere

Undervisningsmateriale om unge og sorg samt om Askepot i tværkulturelt perspektiv, udviklet til forestillingen: www.maalefortaelleteater.dk/rejsemedaskepotssorg

Askepots hvide due blev spillet 20 gange for 3-10 årige, og er baseret på Grimms version af Askepot.

Læs mere om forestillingen her >

Forestillingen blev indspillet på cd. Bestil cd her >

Undervisningsmateriale om børn og sorg udviklet til forestillingen: www.maalefortaelleteater.dk/askepotshvidedue

Skoler og børnehuse arbejdede videre med undervisningsmaterialet hjemme og kom til sidst tilbage til kirken og lavede udstilling og fernisering.

Fra børneudstillingen i Munkebjerg kirke i Odense. Tre børn fra tredje klasse på Munkebjerg skole har skrevet breve fra Askepot til hendes mor.

I Højby kirke skabte børnene Askepots mors grav på en tom grav på kirkegården med blomster, tegninger på korset og snakkede undervejs med præsten, Carsten Andreasen.

I Kerteminde kirke danser børnene historien i en improviseret cirkeldans med en trommeslager, mens præsten danser for i midten. Christian Raun Larsen danser prinsen der er på vej ud på sin hest for at finde Askepot.

Børnene danser rundt i hele kirkerummet med hvide duer på hånden, og de dramatiserer hvordan det mon er at være de ækle, onde stedsøstre i eventyret. Det er herligt at få lov til at være alle personerne i fortællingen.